Black Friday, Cyber Monday og julehandlen giver glødende dankort

18. december 2015

Danskerne har været glade for deres dankort i november og december. Rekorderne hober sig op, og butikkerne kan fejre den største handelsdag nogensinde.

Rekord på rekord

Julehandlen er i den grad blevet kickstartet i kølvandet på Black Friday og Cyber Monday. De to amerikanske fænomener har igen slået alle rekorder, mens julehandlen ser ud til at gå fuldstændig samme vej.

Black Friday i 2015 overgik endnu en gang det forgangne år med hele 29 procent, men det stopper ikke der. Black Friday blev den største handelsdag i Danmark nogensinde, da salget nåede næsten 2 milliarder, 13 procent højere end den forrige dagsrekord.

Rødglødende dankort

Hvis man kigger nærmere på tallene fra Nets, ser man, at danskerne står bag 5,5 millioner transaktioner på årets Black Friday. I 2014 havde man 4,5 million, mens man tilbage i 2012 havde 3,2 millioner transaktioner. Gennemsnitsbeløbet danskerne har handlet for har i 2015 været på 361 kroner, sammenlignet med forrige års gennemsnitsbeløb på 337 og 328 i 2012.

Det samlede beløb for dagen var 1,98 milliarder, hvor der i 2014 blev købt for 1,5 milliarder, og i 2012 for 1 milliard.

Black Friday har fundet sit fodfæste i en hastig fart. Vi gav et par tips til julehandlen og Black Friday-salget der blandt andet lød på, at detailhandlen skulle forberede sig på meget trafik og at flere ville købe direkte fra mobile enheder. Den forsigtige prognose holdte i den grad stik. Hvis man måler fra torsdag d. 26. november til søndag d. 6 december har der været en stigning på 39 % i forhold til mobil-trafikken sidste år, udtaler Barbara Lewis Hepworth fra DIBS til FDIH.

Cyber Monday gik også frem

I USA blev Cyber Monday den største e-handelsdag i USA nogensinde. Cyber Monday er mandagen efter Thanksgiving weekenden i USA, hvor Black Friday også løber af stablen. Dagen kan betegnes som e-handlens pendant til Black Friday.

Ifølge markedsforing.dk har de amerikanske forbrugere brugt 21 mia. kroner på nettet. En stigning på 12 % i forhold til 2014. Amerikanerne har også flittigt brugt deres mobile enheder til shopping, da tallene viser at 18 % af trafikken på amerikanske sider var fra mobile enheder alene. En stigning på 70 % i forhold til sidste år.

I Danmark oplevede Cyber Monday en vækst på hele 35 % i forhold til 2014. Online shopping har generelt haft gode vilkår i 2015 med en stigning på op mod 20 %.

Julehandlen ser også ud til at slå rekord i år, hvilket i høj grad er kickstartet af de flotte tal fra Black Friday og Cyber Monday. 16,5 milliarder kroner er der handlet for i de første 14 dage af december ifølge Ritzau, hvilket er en stigning på 6,5 % sammenlignet med 2014. Yderligere forventer Dansk Erhverv at den danske julehandel vil slå rekord. De forudser at der vil blive købt for 8,6 milliarder kroner, hvilket er 200 millioner kroner mere end 2014.

Hvad kan vi lære af disse tal?

Det har helt sikkert været afgørende, at markedsføringsindsatsen på Black Friday i år har været så massiv som det har været tilfældet. Per Kirchner fra Novicell udtaler blandt andet til markedsforing.dk, at flere butikker har brugt markant flere penge på markedsføring op til Black Friday i år sammenlignet med sidste år.

Samtidig har flere webshops og butikker deltaget i Black Friday i år, der viser, at det er et koncept der er kommet for at blive. Der har været flere gode tilbud og et mere omfattende udvalg, og FDIHs undersøgelse af årets Black Friday peger imidlertid på at 2/3 af de danske webshops deltog i Black Friday. Flere markedsføringskroner, og flere butikker med et større udvalg har været nogle af drivkræfterne set fra detailhandlernes side.

Tallene siger os også, at flere og flere køber online, køber på mobile enheder, samt at forbrugerne gerne bruger anledningen af Black Friday og Cyber Monday til at få klaret julegaverne. Med disse tal fra 2015 kan man godt forvente at endnu flere butikker og webshops gør klar til Black Friday næste år, og dem der ikke har mobil-venlige sites, vil med stor sandsynlighed få det, før slutningen af november 2016. Flere sider oplevede også et massivt pres fra de mange besøgende, og flere sider blev nødt til at sætte folk i kø. Med det in mente, vil de store sider nok gøre deres for at kunne imødekomme dét pres næste år. Samtidig vil der nok blive investeret mere i eksponeringen af Cyber Monday, hvilket giver muligheden for at få udbredt fænomenet yderligere hos de mange forbrugere, der som tiden går, er mere tilbøjelige til at søge og købe online i julemånederne.

Kilder og yderligere læsning:

  • http://www.fdih.dk/nyheder/2015/nov/danskerne-kober-julegaver-pa-nettet-for-at-spare-tid-og-undga-traengsel
  • http://www.fdih.dk/nyheder/2015/december/black-friday-skabte-rekordomsaetning-og-pakkeboom
  • http://nyhederne.tv2.dk/finans/2015-11-30-black-friday-slog-alle-rekorder
  • http://markedsforing.dk/artikler/digitalt/cyber-monday-slog-rekord
  • http://detailfolk.dk/detailnyheder/rapport_de_vigtigste_forbrugertrends_i_detailhandlen.html
  • https://www.danskerhverv.dk/Nyheder/Sider/Lovende-start-paa-julehandlen.aspx