Ecommerce Europe står bag ny wikipedia for e-handel

30. juli 2016

Nu får de europæiske webshops deres egen wikipedia, der skal samle alt relevant og troværdig viden omkring e-handel. Målet er, blandt andet, at styrke den europæiske e-handel igennem vidensdeling.

Struktureret og troværdig viden

EcommerceWiki er en nyligt lanceret encyklopædi, for alt der er e-handel relateret. Udviklerne bag siden er Ecommerce Europe, der er en forening, der repræsenterer over 25.000 europæiske e-handelsvirksomheder.

Til trods for der findes et hav af blogs om e-handel, mener Ecommerce Europe, at der mangler detaljeret ”how to” information samlet ét sted. Ifølge Ecommerce Europe skal sitet give læserne adgang til struktureret og troværdig viden omkring markeder og e-handelstrends. Idéen med sitet er også at give den europæiske e-handel de bedste forudsætninger for at få succes igennem deling af værdifuld viden.

FDIH har tidligere skrevet om, at den europæiske e-handel ikke har nået sit fulde potentielle pga. manglende viden om de forskellige markeder og udfordringer såsom lovgivning og moms. EcommerceWiki kan vise sig at være en vigtig brik for at komme netop de udfordringer til livs.

Ecommerce Europe vil invitere de dygtigste e-handelseksperter, til at skrive om emner der dækker alt fra basal viden til ekspertviden, for alle der vil blive klogere på e-handel, om det så er studerende, online retailers eller digitale eksperter.

Læs mere om Ecommerce Europe her
Besøg EcommerceWiki her

Har endnu ikke nået sit fulde potentiale

Den europæiske e-handel har oplevet vækst de seneste år. I 2015 var væksten på 13,3%, mens det dog forventes, at væksten i 2016 kun vil være på 12%.

Alligevel udtaler Marlene Ten Ham fra Ecommerce Europe til FDIH, at det fulde potentiale for det europæiske e-handelsmarked endnu ikke er nået. Kun 43% af den europæiske befolkning handler online og kun 16% af SMV’erne sælger online. Af disse sælger kun halvdelen på tværs af landegrænserne.