5 muligheder med ansigtsgenkendelse

21. november 2016

Målrettede kampagner, mindre svind i butikkerne, lettere adgang på museet eller ganske enkelt sikkert login. Mulighederne med ansigtsgenkendelse er mange. Her er 5 eksempler på, hvad teknologien kan bruges til.

#1: Log på med dit ansigt i stedet for en adgangskode

Et oplagt sted at bruge ansigtsgenkendelse til at lette hverdagen er den daglige brug af kodeord på kontoret og derhjemme. Fx kan man med Windows Hello bruge sit ansigt, sin iris eller sit fingeraftryk i stedet for en adgangskode til at logge på alle sine Windows 10-enheder. Windows krypterer dataene, så det er mere sikkert at bruge ansigtsgenkendelse eller fingeraftryk end en adgangskode til login.

#2: Vis målrettet indhold på skærme

Teknologien kan bruges også til at vurdere køn og alder. Den mulighed brugte Plan UK, en humanitær organisation med fokus på børn, i deres “Because I’m a Girl”-kampagne. Et kamera indbygget i billboards, skannede den forbipasserendes ansigt, før de viste en annonce afhængigt af vedkommendes køn.

#3: Skab en promotion-event

Man kan også bruge ansigtsgenkendelse til at registrere folks ansigtsudtryk; smiler de eller gaber de ligefrem? I OR Tambo International Airport i Johannesburg brugte kaffefirmaet Douwe Egberts ansigtsgenkendelse til en anderledes promotion-event. Kameraet skannede de forbipasserende, og hver gang det fangede et gab i mængden, udløste det øjeblikkeligt en kop gratis kaffe fra automaten.

#4: Modvirk svind i butikkerne

Ansigtsgenkendelse kan give butiksejere et nyt værktøj til at bekæmpe butikstyveri. Hvis fx en person, der tidligere er blevet taget for butikstyveri, træder ind i butikken, bliver personen genkendt med det samme. Derudover giver kameraer i butikkerne også mulighed for at registrere kundernes adfærd i butikkerne og fx målrette det indhold, der bliver vist på skærmene i butikkerne.

#5: Spar bemanding i adgangskontrollen

Det sidste eksempel kommer fra NaviPartners billetsystem, NP Entertainment. Her kan klubmedlemmer kan slippe for at rode i pung og taske for at finde adgangskortet frem ved hvert eneste besøg og kan nøjes med at kigge ind i et kamera. Samtidig kan man skære ned på den bemandede adgangskontrol, så der ligger også en stor fordel og besparelse for attraktionen.