Hvordan skal du forholde dig til de mange mobile betalingsløsninger?

7. november 2017
Mobile betalingsløsninger - betal med mobilen

Nye mobile betalingsløsninger finder vejen frem på det danske detailmarked. Mulighederne er pludselig mange, men hvordan fungerer løsningerne og hvad betyder det for dig som detailhandler? Få indsigt i Apple Pay, MobilePay og Dankort på mobilen.

Mobile betalingsløsninger - betal med mobilen

Apple Pay

Apple Pay er det nyeste skud på stammen over mobile betalingsløsninger i Danmark. Systemet virker til nyere Apple produkter, herunder iPhone SE, iPhone 6 og nyere, Apple Watch og nyere iPads.

Fordele

For du og dine kunder er den store fordel at Apple Pay-betalingsløsningen kan bruges i alle dankortterminaler, der tager imod kontaktløs betaling. Hvis forbrugerne har sat deres Visa/Dankort eller Mastercard op i Apples Wallet-løsning, kan de uden videre række telefonen/uret hen til dankortterminalen for at gennemføre en betaling. Helt som vi kender det fra det kontaktløse dankort. Som detailhandler behøver du altså ikke investere i nyt hardware eller softwareopdateringer for at tilgodese betalinger med Apple Pay.

Ulemper

I første omgang er det kun en mindre skare, der kan bruge den nye betalingsløsning, da forbrugeren skal være kunde i enten Nordea eller Jyske Bank for at benytte sig af løsningen. En anden ulempe er, at Apple Pay automatisk bruger Visa-delen, hvis dine kunder betaler med Visa/Dankort, hvilket giver dig en større regning pr. betaling i form af gebyrer. Det betyder desuden, at din butik skal kunne tage imod Visa-betalinger, hvis dine kunder skal benytte Apple Pay som mobil betalingsmulighed.

Betalingsmetoder Mobilepay logoMobilePay

MobilePay er den mobile betalingsløsning fra Danske Bank, og er især kendt for bruger-til-brugerbetaling. Systemet virker til iOS og Android-styresystemer.

Fordele

MobilePay har passeret de 3,5 mio. brugere, hvilket betyder, at de fleste mobilbrugere har appen i forvejen. En fjerdedel af brugerene benytter i dag MobilePay-appen til at betale i butikker, mens resten benytter appen til bruger-til-brugerbetaling. En afstemning udarbejdet af Computerworld viser desuden, at MobilePay er danskernes foretrukne betalingsløsning.

Ulemper

For at betale med MobilePay i dine butikker, skal du have integreret en særlig MobilePay-boks med en QR-kode til din betalingsløsning. Det er dermed ikke alle steder, hvor brugeren kan benytte sig af MobilePay til at betale for sine varer. En anden ulempe med mobilbetalingsløsningen er, at forbrugeren i de fleste tilfælde skal swipe på telefonen for at godkende betalinger.

Dankort på mobilen

Dankort på mobilen er mobilbetalings-appen fra Nets, der fungerer på både iOS- og Android-telefoner.

Fordele

Modsat Apple Pay understøtter den mobile betalingsløsning alle banker landet over. Forbrugeren har samtidig mulighed for at tilknytte flere dankort i appen eller i Wallet. Dankort på mobilen fungerer ligesom man kender det fra det kontaktløse dankort. Forbrugeren kan nemlig betale fra låst skærm på mobilen uden at skulle swipe eller åbne applikationen.

Ulemper

Ligesom MobilePay, skal dine butikkers terminaler sættes op til Dankort på mobilen og tilknyttes særlige Bluetooth-bokse, før dine kunder kan betale med løsningen.

Bekvemmelighed er afgørende

Fra forbrugernes synspunkt kan mobilbetaling være en forvirrende og inkonsistent betalingsoplevelse med de mange løsninger og forskellige begrænsninger i form af type bank, styresystem, korttype og betalingsmetode. Konklusionen er dog at mobilbetalinger får et større indtog i de daglige betalinger i takt med, at teknologien bliver bedre og mere brugervenlig for brugerne. Spørgsmålet er dog om alle tre betalingsformer vil overleve på sigt eller om det bliver nødvendigt at kunne modtage alle mobile betalingsløsninger. Det vil være op til forbrugerne at bestemme.

Der er et større kapløb i gang om, hvem der skal sidde på markedet for mobilbetaling. Det er ifølge CEO i NaviPartner, Mark Stewart Pedersen, en spændende udvikling, der primært bringer fordele med sig – uanset hvilken aktør, der løber af med sejren. Læs mere her.

Portrætbillede af Michael Garver Burgaard

Hør om dine muligheder

Kontakt os for at høre mere om de mobile betalingsløsninger