Kinesiske mobile betalingsløsninger finder vej til Europa

1. december 2017
Kinesiske mobile betalingsløsninger, AliPay og WeChat Pay

I takt med at mængden af kinesiske turister øges, vælger flere butikker i Europa at tilbyde turisterne samme betalingsplatforme, som de er vant til hjemme i Kina. Det drejer sig om mobilbetalings-giganterne: AliPay og WeChat Pay.

Kinesiske mobile betalingsløsninger, AliPay og WeChat Pay

Kinesere foretrækker at betale med mobilen

Kinesisk turisme udvikler sig eksplosivt i disse år, hvilket også kommer Danmark til gode. I år 2015 var kineserne ansvarlige for 385 mio. kr. i turismeomsætning i Danmark. En stor del af denne omsætning findes i deres købelyst, da kinesere er de turister, som bruger flest penge på at shoppe i verden.

De kinesiske banker håndterede 8,6 milliarder betalinger fra mobile tjenester i løbet af andet kvartal af 2017, hvilket er en stigning på 33,84 % sammenlignet med året før. Kineserne er dermed vant til at bruge deres telefon som betalingsmiddel. Det er en service, som de desuden sætter stor pris på at benytte sig af i udlandet.

For at imødekomme de kinesiske turister og deres købelyst, er flere butikker rundt omkring i Europa begyndt at tilbyde kinesernes foretrukne mobile betalingsløsninger – nemlig AliPay og WeChat Pay.

Hvad er AliPay?

AliPay er en livsstils-app med 520 millioner brugere, som består af en kombination af betalinger, finans og shopping. Platformen ejes af Ant Financial, som er en del af Alibaba Group. Med AliPay kan brugere overføre penge, samle rabatkuponer, købe flybilletter og meget mere. Alt dette sker direkte på telefonen. AliPay har også en shopping-platform, hvor butikker kan promovere dem selv til kinesiske turister. Her finder brugerne nemt de butikker, der accepterer AliPay. De kan samtidig se aktuelle tilbud og få vejvisning til butikkens lokation.

En betaling med AliPay gennemføres ved hjælp af QR-koder, som vi kender det fra MobilePay-betalinger. Se nærmere i nedenstående video.

Klik på ovenstående billede for at se en video om AliPay.

AliPay har gjort sit indtog på det danske marked

Kinesiske turister kan nu betale med AliPay i en række butikker i Danmark. Blandt de virksomheder, der hurtigt har taget muligheden til sig er bl.a. hotellet Skt. Petri i København samt stormagasinet Illum. Tiden vil vise om flere butikker og virksomheder vil imødekomme de kinesiske turister inden for den nærmeste fremtid.

Hvad er WeChat Pay?

WeChat Pay er en mobil betalingsløsning indbygget i den populære multi-platform, WeChat. WeChat ejes af kinesiske Tencent, som er den femte største internetvirksomhed i verden. Platformen har 938 millioner aktive brugere pr. måned, hvoraf 600 millioner af dem bruger WeChat Pay til at gennemføre mobile betalinger. App’en har utallige funktioner og kan bruges til næsten alt helt fra social medie platform til betalingsmetode.

Ligesom AliPay, gennemføres betalinger ved hjælp af QR-koder direkte på telefonen, som ekspedienten herefter kan scanne ved køb. Se nærmere i nedenstående video.

Klik på ovenstående billede for at se en video om WeChat Pay.

WeChat Pay kommer til Europa efter stor succes med AliPay

Den populære mobilapplikation, WeChat, har nu fundet vej til Europa.

München lufthavns butikker er det første sted i Tyskland, hvor kinesiske turister vil kunne benytte WeChat Pay som betalingsmulighed. Tilbage i 2016 implementerede lufthavnen AliPay i deres butikker. Allerede efter 3 måneder, havde de kinesiske turister shoppet 92% mere i lufthavnen end normalt. Med de pæne resultater ønsker lufthavnen nu at tilbyde de kinesiske turister endnu en mobil betalingsløsning hjemmefra, nemlig WeChat Pay.

Fordele for danske forretninger

Med AliPay og WeChat Pays udbredelse i Europa og Danmark kan forretninger tiltrække kinesiske turister, som kan opspore butikkerne direkte på deres mobiltelefoner. De vil kunne se forretningernes produkter, åbningstider og eventuelle kampagnekuponer.

For begge betalingsløsninger gælder, at kunderne betaler i kinesiske Yuan (RMB), mens danske forretninger vil modtage betalingen i vores lokale valuta. Dette betyder at det ikke er nødvendigt med en kinesisk bankkonto, idet indtægten bliver sendt til forretningens tilknyttede bankkonto.

Forretninger i Danmark og resten af Europa, der tilbyder betalingsløsningerne, kan altså gøre sig ekstra attraktive for de kinesiske turister uden de store forandringer.

NaviPartner vil fra foråret 2018 kunne implementere AliPay og WeChat Pay hos vores kunder, så de kan tiltrække kinesiske turister til deres forretninger.

Hvordan skal du forholde dig til de mange mobile betalingsløsninger?

Få indsigt i Apple Pay, MobilePay og Dankort på mobilen