Nets er klar med forbedringer til det mobile dankort

5. maj 2017

I april lancerede Nets det mobile dankort. Det krævede en opsætning på kassepc’ere og dankortterminaler for at understøtte den nye betalingsform. Nets lancerer nu en række forbedringer til opsætningen.

Forbedringer i dankortsoftware og terminalens firmware

I forbindelse med den første opsætning af dankortterminaler oplevede nogle butikker mindre uhensigtmæssigheder ved betalinger med det mobile dankort. Nets imødekommer nu disse med forbedringer i dankortets software og terminalens firmware.

Nogle kunder oplevede, at der af og til ikke var blåt lys i Bluetooth-boksen, hvilket er indikatoren for, at den virker. Dette kunne i mange tilfælde løses ved at trække USB-stikket fra den sorte boks og sætte det til igen.

En anden fejlmelding handlede om betalinger, hvor beløbet var under 200 kr. Det mobile dankort skal fungere på samme måde som det kontaktløse dankort, så kunderne kan betale beløb under 200 kr. uden at angive deres PIN-kode. Nogle butikker oplevede, at dette ikke var muligt, da terminalen krævede PIN-kode uanset beløbets størrelse.

Nets er klar med en ny løsning

Nets har forbedret opsætningen og er nu klar med en ny løsning, så alle butikker kan understøtte betalinger med det mobile dankort uden at opleve uhensigtmæssigheder. Forbedringerne indebærer, at en ny dankort-mappe samt nyere firmware skal lægges ind på butikkernes pc’ere og terminaler.

NaviPartner vil i den nærmeste fremtid sørge for, at alle kunder, der er blevet sat op til det mobile dankort, får lagt den nye opsætning ind på de enkelte butikkers pc’ere og terminaler.

Sådan tester du, at din opsætning fungerer

Du kan teste, om din opsætning fungerer, som den skal, ved at downloade Nets’ Dankort app og gennemføre en betaling med det mobile dankort. Du kan finde en guide til, hvordan betalinger med Dankort app fungerer lige her.