Sådan fungerer Nets’ nye Dankort app

5. maj 2017

Her kan du læse en guide til, hvordan dine kunder kan betale med Nets’ nye betalingsløsning, Dankort app.

Der findes en række apps, som kunderne kan bruge til at betale med det mobile dankort. Nogle banker har udviklet deres egen løsning, mens andre anvender en app fra MyWallet. Dette er udelukkende en guide til Nets’ Dankort app.

NaviPartner yder ikke support til brugen af de forskellige apps, men giver her en introduktion til, hvordan Nets’ app fungerer. Dankort-appen er på nuværende tidspunkt tilgængelig i App Store under navnet ’Dankort app’, hvor den er gratis at hente ned på sin smartphone.

Betalingsprocessen for Dankort app

  • Det første step i betalingsprocessen vedrører medarbejderen bag kassen. Her skal du blot vælge ’Terminal’ som betalingsform på kasseapparatet, præcis som du plejer, når kunden skal betale.
  • Det næste step er, at kunden åbner Dankort-appen og holder sin smartphone hen til Bluetooth-boksen. Det kan kunden både gøre før og efter at medarbejderen har valgt ’Dankort’ som betalingsform på kasseapparatet.
  • Det sidste og afsluttende step er, at kunden godkender beløbet i appen. Hvis beløbet er under 200 kroner, kræver godkendelsen blot at kunden swiper, og så er betalingen gennemført. Hvis beløbet er over 200 kr., bliver kunden først bedt om at taste sin pinkode og skal efterfølgende swipe, før betalingen gennemføres.

NaviPartners salgschef, Peter Peulicke, viser i denne video, hvordan betalinger med det mobile dankort fungerer i praksis.

Alternative løsninger og mulige fejlkilder

Hvis appen ikke fungerer, når kunden forsøger at betale, kan du trykke på ’F1’ på dankortterminalen. Det vil danne en QR-kode, som i stedet kan bruges som en alternativ betalingsmetode. Herefter skal kunden swipe ned i dankort-appen, og betalingen gennemføres ved at scanne QR-koden.

Da dankort-appen stadig er ny for kunderne, er det vigtigt at være opmærksom på mulige fejlkilder, hvis en betaling slår fejl. Det kan eksempelvis være en af følgende:

  • Kunden har glemt at slå Bluetooth til.
  • Kunden har åbnet en forkert app.
  • Kunden har et mobilcover, som spærrer for Bluetooth-signalet.
  • Kundens dankort er spærret.
  • Kunden har downloadet appen, men har glemt at tilføje sit dankort.